I dagens stressede verden bliver traditioner alt for ofte erstattet af mere ”moderne” måder at håndtere livet på. For eksempel blev pasningen af vore ældre varetaget af fællesskabet, kirken eller familien. I dag hviler det ansvar normalt på offentlige institutioner som plejehjem og alderdomshjem. I disse institutioner har vi tillid til, at professionelt uddannede medarbejdere tager sig af de ældre på samme måde, som vi selv ville gøre det.

Der er ingen tvivl om, at den 67-årige Pierre Charbonneaus hustru og familie havde den opfattelse, da han blev hasteindlagt med et alvorligt angstanfald, muligvis i forbindelse med hans Alzheimers sygdom. Han blev ordineret et beroligende middel, da han var ”akut ophidset”. Ti dage senere blev han overført til et plejehjem, hvor doseringen af medikamentet øjeblikkeligt blev fordoblet. Det blev yderligere sat op tre dage senere. Kort efter fandt hans hustru Lucette ham så sammenkrummet i sin kørestol, at hans hage rørte ved brystet. Han var ude af stand til at gå og kunne kun synke få teskefulde pureret mad.

En farmaceut gjorde Lucette opmærksom på, at hendes mand sandsynligvis led af kroniske skader på nervesystemet forårsaget af den kraftige nervemedicin, han havde fået. Familien ringede til plejehjemmet og forlangte, at medicineringen skulle stoppes. Det var for sent. En læge forklarede, at Charbonneaus tunge var blevet permanent lammet, og at han aldrig ville genvinde evnen til at synke. Ni dage senere døde Pierre Charbonneau. Det blev anført, at dødsårsagen var et hjerteanfald.

For de, som overvejer, hvordan pasningen af elskede forældre og bedsteforældre skal foregå, er det vigtigt at vide, at denne tragiske historie ikke er enestående i ældreplejen i dag.

Da Wilda Henry bragte sin 83-årige mor, Cecilie, til et plejehjem ”spadserede hun ind i huset lige så godt som du og jeg”. To uger efter, at være blevet ordineret det psykiatriske stof Serenase (en neuroleptika der bruges mod symptomer for psykose), begyndte Cecilie at pludre i stedet for at tale. Hun savlede konstant, rystede kraftigt og kunne ikke kontrollere sin blære. Det blev senere konstateret, at doseringen var blevet forøget til 100 gange den anbefalede dosis. En læge fastslog, at Haldol havde forårsaget disse symptomer så vel som en permanent leverskade.

I virkelighedens verden ligger livet på plejehjem og alderdomshjem ofte langt fra det glansbillede af kommunikerende, interaktive og interesserede ældre beboere, der bor i idylliske omgivelser, som mange forestiller sig. Tværtimod er de ældre på dagens institutioner som oftest underdanige, stille, lidt fjerne med en form for tristhed over sig, måske med et tomt stirrende blik, eller de er dybt indadvendte og tilbagetrukne. Hvis det ikke skyldes medicinering, kan en sådan tilstand også fremkaldes af elektrochokbehandling (ECT) eller gennem trusler om eller faktisk brug af smertefuld og nedværdigende tvang.

Dette skyldes nærmere den stigende indflydelse af psykiatrien i den professionelle ældreforsorg end egentligt omsorgssvigt fra pleje- eller alderdomshjemmenes side.

Betragt de følgende eksempler fra verden der viser, at det ikke kun er i Danmark, at situationen er kørt af sporet vedrørende den ”behandling”, de ældre udsættes for:

• Beroligende midler, der også kendes som benzodiazepiner, kan blive vanedannende efter blot 14 dages brug.

• I Australien nåede en undersøgelse frem til, at de ældre fik psykoaktive stoffer på plejehjem, fordi de var ”støjende”, ”ønskede at forlade plejehjemmet” eller ”vandrede frem og tilbage”.

• I Canada blev der udskrevet 428.000 recepter på et bestemt beroligende men stærkt vanedannende middel i perioden 1995 til marts 1996. Mere end 35 pct. af recepterne var til patienter på over 65 år.

• Informationer fra retsmedicinske journaler, der blev samlet af det engelske indenrigsministerium, viste at benzodiazepinerne oftere var en medvirkende årsag til en unaturlig død end kokain, heroin, ecstasy og alle andre ulovlige stoffer.

• Antipsykotika såsom Zyprexa, Risperdal og Seroquel udsætter de ældre for en øget risiko for slagtilfælde og død og har en ”fremhævet advarsel” for at understrege den risiko.

• Selektive Serotonin Reuptake Inhibitors (SSRI) – dagens antidepressiver – forårsager selvmordstanker og -adfærd. Der er for eksempel syv gange større sandsynlighed for at få mennesker til at tænke på selvmord, hvis de tager Paxil (paroxetin), end dem der tog placebo (sukkerpiller) ifølge en norsk undersøgelse.

• I USA udsættes de 65-årige for 360 pct. flere elektrochok end de 64-årige, fordi den amerikanske sygesikring for ældre først dækker udgiften til chokbehandling fra 65-års alderen.

Det er vigtigt at notere sig, at situationen ikke er et resultat af lægelig inkompetence. Den lægelige faglitteratur advarer klart mod at ordinere beroligende midler til ældre på grund af de talrige og farlige bivirkninger. Undersøgelser viser, at elektrochok forkorter levetiden for ældre. Der føres ikke detaljerede opgørelser over sådanne dødsfald, da disse normalt anføres som hjerteanfald eller andre årsager.

Overgrebene er en følgevirkning af, at psykiatrien er blevet en autoritet inden for ældreplejen. Med dette som udgangspunkt har psykiatrien formidlet den tragiske men lukrative skrøne, at det at blive gammel er en psykisk forstyrrelse, som kræver omfattende og kostbar psykiatrisk behandling.

Resultatet er, at i stedet for at være værdsatte og respekterede, lider vore ældre medborgere alt for ofte under den hjerteløse ydmygelse, det er, at få deres tænkeevne blokeret af den psykiatriske behandling, eller deres liv bliver simpelthen bragt til en tragisk og alt for tidlig afslutning.

Denne rapport offentliggøres for at afsløre, at sådanne tragedier er almindelige inden for ældreplejen verden over, selvom der ikke tales om dem. Et sådant svigt af de ældre og deres kære må ikke tolereres i et moderne samfund.

Med venlig hilsen,


Jan Eastgate
præsident for Medborgernes Menneskerettighedskommissions
internationale afdeling